I mig

Hun sidder der allerede, da jeg kommer ind. Med mig ind i rummet mellem os tager jeg den fælles ven. Lænestolen tager blødt i mod hendes vægt. Jeg kan se hun er ked af det allerede. Hendes øjne er røde af gråden. Jeg tror ikke hun ved, hvad jeg har planlagt.

Jeg har forberedt drabet længe, tænkt over hvert ord jeg vil sige, og alligevel svigter modet mig næsten. Den besnærende viden om at det må gøres gør mig kun lige i stand til at tage det næste skridt.

Jeg sætter mig overfor hende i sofaen. Mellem os sætter den fælles ven sig. Den væsen vi igennem vores kærlighed og samværd har skabt. Vennen er resultatet af alt vi har haft i mellem os, og den er alle de uudfoldede muligheder.

Hun har aldrig set vennen. Hun føler tilstedeværelsen dybt i sit sind, men hun ved ikke at dette fælles liv findes. Hun mærker det vi sammen har frembragt, uden at vide. Jeg ved det er sådan. Jeg kan se det i hendes øjne. Hun overser altid vennen.

Hun fornemmer hvad der skal ske på mit nedslåede blik. Jeg har svært ved at møde hendes øjne. Da hun ser mig bliver hendes håb for fremtiden knust, og tilbage står de handlinger som ligger foran os. Det som må gøres.

Jeg starter med at tale. “Jeg kan ikke mere” er mine første ord. Det er det første slag mod den fælles ven. Vennen kigger pÃ¥ mig, forurettet, forulempet og forviret. Hvert ord jeg siger er et slag, og som samtalen former sig bliver mine ord til en klinge, der flænser hans kød.

Der er intet andet at gøre, jeg ved at han må dø. Og dog løber tårene ned af mine kinder, de blander sig med blodet, der er klæber sig til mit ansigt. Det tager sin tid at dræbe det vi har skabt over lang tid, og jeg er omhyggelig, der må intet liv være tilbage når jeg er færdig.

Da jeg endelig er tilfreds med resultatet, er jeg utilfreds med alt andet. Der er stille nu. Vi har ikke flere ord. Alt er dækket i blod. Sofaen havde en anden farve engang, nu er den kun dybrød. Delene af vennen er spredt som en grotesk installation imellem vores to hele kroppe.

Jeg tror hun i sit hjerte har mærket hvad der er sket. Hun hader mig ikke for det endnu, for det har ikke bundfældet sig i hendes sjæl, men det kommer. Hun siger at hun forstår, men hun vil med tiden fyldes af en flammende vrede over hvad jeg i dag har gjort, og så kommer tilgivelsen ikke. Vennen er død nu, der er intet der holder os sammen.

SÃ¥dan forlader jeg hende, siddende i stuen.

Hver af os er et byggeri under opbygning og konstant renovation. Vi er en byggeplads, med håndværkere og plantegninger. Hvor meget der laves på de forskellige byggepladser er lidt forskelligt, nogle føler sig mere færdige med deres byggeri end andre. Personligt kan jeg ikke se at jeg nogenside bliver færdig.

Vi har ikke adgang til hinandens byggerier. Vi kan kun stå uden for pladerne der afskærmer pladsen og kigge indgennem de runde huller, som håndværkerne har skåret til nysgerrige. Hvis de da har gjort sig den ulejlighed at lave huller.

Disse huller er den eneste mulighed vi har for at se, hvad der foregår inden for hegnet på andres konstruktioner. Vi kan se hvad der foregår på pladsen, men ikke inde i byggeriet. Vi kan se materialerne komme ind, men ikke hvordan de bliver brugt. Vi kan se facaden, men ikke tegningerne. Vi kan kun se en side af gangen.

Dette lille indblik er alt vi har i vores forståelse af andre, en hver dom er baseret himmelråbende utilstrækkelig viden, og dog er vi nødt til at klassificere og kategorisere for at forstå. Men ydmyghed er vigtigt for dybest set ved vi ikke, hvad der er i en anden. Vi kan kun fortolke, og disse fortolkninger er i bedste fald mangelfulde.

Derfor pirer andre mennesker mig, det er lukket land, og det er nærmest magisk når man et øjeblik føler at man svinger i takt med en anden. Når håndværkerne snakker sammen på tværs af byggepladserne.

Jeg var til korøveaften i Tilst sognegÃ¥rd tidligere i aften, en hyggelig oplevelse. I sognegÃ¥rden var der en dør hvor der stod “Lokale” pÃ¥. Jeg tænkte at det var da flinkt af dem at fortælle. Tænk nu hvis det var der de gemt Afgrunden eller Skærsilden, man ved jo aldrig med kirken, hvor de kan finde pÃ¥ at gøre af den slags.

En af mine medkorister var så kvik at pointere at det kunne også være et rum forbeholdt Tilst beboere.

Jeg er lige kommet ind af døren efter at have gået hjem fra byen. På vejen gik jeg igennem Botanisk Have. Så snart jeg drejede ind på vejen igennem haven kunne jeg mærke frygten i maven. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg er bange for, der vel ikke nogen der vil voldtage en 31 årig mand med uproportionelt stor røv og skægstubbe. Så måske er jeg bange for at der er nogen der vil true mig med en kniv for at røve min iPhone eller bevise sin manddom.

Det er en frygt jeg forsøger at tage til mig, og studere for at forstå den. Det er sådan noget jeg har hørt er en god idé i den slags situationer. Hvis man altså ikke vil gå i panik. Mine tanker leder mig dog tit på afveje. Så begynder de at finde på hvordan jeg ville fravriste en røver hans kniv, eller bruge perfekt Aikido til at føre den ind i hans hals. Forstillinger om hvordan jeg bliver situationens herre.

Det er her skruen falder af, for det giver selvfølgelig ingen mening at tro at jeg kan Aikidoe mig ud af en sådan situation. Men tankerne galoperer alligevel afsted fra øst til vest, fra den ene vilde forestilling til den næste. Og hold kæft hvor er jeg træt af det.

Det rigtig pudsige er, at mængden af tankespind i alle mulige situationer er en rigtig god indikator for hvor meget jeg føler mig på benene, hvor meget jeg føler jeg har styring med mit liv den dag. Jo mere jeg synes mit liv flyder, jo mere flyder mine tanker også. Det betyder at jeg bliver mere bange når jeg går gennem parken i mørke, og det betyder at jeg danner flere mærkelige historier. Mit hoved fyldes af forestillinger i stedet for at være i nuet, i mine følelser, i min krop.

Jeg er aldrig sikker på hvor den faste grund er i mit liv. Jeg føler altid at jeg sejler. I de gode perioder har jeg et ror og et sejl. I dårlige står jeg på en flad tømmerflåde, overladt til vejrguderne. Jeg ved at roret og sejlet er der, at jeg har de redskaber jeg har brug for. Men nogle gange er det som om at mine tankespind gør mig blind for dem.

Jeg står fordybet i sangen, så jeg ser hende ikke komme ind. De mange stemmer fylder rummet med klang, min forsvinder blandt de mange, mens det bobler af glæde i mit indre. Hendes tilstedeværelse opfanger jeg kun flygtigt ud af øjenkrogen, opslugt som jeg er. Det er først da hun er helt henne ved mig og alles øjne er rettet mod os, at jeg har revet mig nok ud af stemningen til at se hende i øjnene.

Hendes øjenbryn er trukket sammen, og skaber lodrette rynker i hendes pande. Munden er lille og spids, med læberne presset hårdt mod hinanden. Øjnene ser på mig som om jeg netop har stjålet alt hendes værdighed, med et udtryk af vrede, som kun forurettede kvinder kan mønstre.

Pakken rammer mig i brystet før jeg nÃ¥r at reagere. “Her er dine fucking kondomer” nærmest skriger hun. Ordene er kommer som flammerne fra en spruttende gasbrænder. Sangen i baggrunden er døet ud. Jeg bøjer nakken og ser den blÃ¥ pakke med ordet “Plan” i store venlige hvide bogstaver ligge for mine føder.

I mit indre er det ikke længere sangen der bobler frydefuldt. En mørk storm vokser, og trækker sig sammen. Jeg kan mærke blodet pumpe i årene, og min næve knyttes. Jeg genkender fornemmelsen, det er mordet der nærmere sig. Drabet der trænger sig på. Det strømmer rundt i min krop med den røde livgivende væske.

Jeg løfter hovedet og møder hendes blik. Der er stadig fuger i hendes pande, og dog er hendes øjne smukke som altid. Intet i mig kan modstå det liv der stråler ud af dem. Det skylder ind over mig som en bølge, der vasker alt mørket bort bag mig. Jeg ændser kun hende, der netop har renset mit sind med et blik. Hun fascinerer mig med en dybde større end oceanet og en intensitet varmere end essen.

Hun er gået i stå. Måske så hun døden i min sjæl, da vores øjne mødtes. Måske så hun blodets beruselse. Brynene er hævet og fugerne i panden er følger dem. Musklerne i ansigtet har glemt at holde kæben.

Jeg gør det eneste jeg kan. Jeg gÃ¥r helt tæt op mod hende, ligger armen omkring hendes smukke talje og trækker hende indtil mig. Inden vores læber mødes, med alt vreden omsat til lidenskab, aer min fingre hendes kind, og min røst fÃ¥r bævende fremstammet. “Du er verden dejligste kvinde”.

Det er i hvert fald hvad jeg ser for mit indre blik. Det er den forestilling, der løber igennem mig sammen med chokket over at min vrede er skyllet bort. Men forestillingen bliver aldrig virkelig, for jeg står bundet til stedet, og ser hende vende sig og gå. Som hendes ryg fjerner sig fra mig er jeg tom.

For et par dage siden gik jeg en tur i Risskov med en kvinde. På toppen af skrændten ned til vandet kom to unge damer jokkende forbi os. De havde gang i en samtale som jeg hørte et brudstykke af:

“Og sÃ¥ har han en lidt kikset tøjstil… Men det kan jo ændres.”

Hvad de snakkede ved jeg ikke, men det startede en samtale i mellem kvinden og jeg. Jeg talte om frihed, om at sætte hinanden fri. Om at jeg ikke mener det er sundt at gå ind i et forhold med en intention om at ændre den anden.

Hun sagde at det kunne jo godt være at manden i det kiksede tøj også gerne selv ville se lidt smart ud. Hvorfor er det ikke ok at ville ændre på den anden.

Mine forsøg på at argumentere imod det virkede vage for mig. Det var som om mine tanker ikke ville krystalisere sig til argumenter. Det stod ikke klart for mig hvor min modvilje stammede fra.

Samtalen har siddet i mig siden, uden at jeg har vidst hvorfor. Noget har dog gravet sig frem. Jeg tror grunden til at til at det nager mig er, at den sætning den ene unge dame sagde til den anden er fra en fremmed verden.

Det er mig fjernt at sige noget sådant i det hele taget. Det er ikke en tanke som jeg kan huske at have haft. Bevidst at ville ændre noget ved en anden. Det falder mig ikke ind.

Der er for mig rigtig mange undertoner i den lille sætning jeg overhørte. Jeg har det svært med kvinder der på den måde vil ændre deres mænd. Om det er rigtigt ved jeg ikke, men det er min oplevelse at det rimeligt almindeligt at kvinder vil ændre deres partner, og i virkeligheden føler jeg det som et bedrag. Hun er sammen med en, men vil egentlig gerne omskabe ham til noget andet. Det er mangel på respekt for og accept af et andet menneske.

Verden er selvfølgelig noget mudder, så det kan ikke stilles så klart op, og jeg ligger alt for meget i en lille udtalelse, overhørt mens to unge damer løb forbi mig i skoven. Når alt kommer til alt tror jeg bare det virkede fremmed på mig.

Jeg er vågnet efter at have sovet længe. Trætheden hænger stadig i min krop, men jeg drives ud af søvnens lænker af uroen i mit indre. Som jeg åbner øjnene ser jeg et lys i mørket der omslutter mig. En flamme der brænder klart og stråler imod mig. Ilden rækker sine stråler ud efter mig og jeg længtes efter dens lys. Måske kan det oplyse hele verden.

Jeg rejser mig vaklende, og går først usikkert, men så med voksende fasthed, mod det hvide skin. Som jeg kommer nærmere omfavner strålerne mig også jeg føler varme og vished brede sig i mit bryst. Uroen ligger sig, og jeg ved at jeg er på rette vej.

Da jeg når flammen er jeg glad. Det er et enligt vokslys der står i mørket og trænger det tilbage. En kugle af håb. Der ved lyset sætter jeg mig, og ser dybt ind i flammen. Det er godt. Der har jeg formål. Der kan jeg vogte ilden.

Som jeg sidder betaget og stirre falder jeg langsomt hen. Flammens rolige bevægelser vækker søvnen i mig. En tung trang til at sove ligger sin over mig som et tykt tæppe. Øjnene blive svære at holde åbne, og min lemmer bliver slappe.

Men samtidig med at søvnen nærmer sig melder uroen sig igen. Den stiller mig spørgsmål som jeg ikke kan besvare. Er dette den flamme du søger? Er det det lys du ville finde? Kan det passe at du har fundet en ild bare for at ligge dig til at sove? Hvor er drømme om lyset der kan oplyse verden? Der må være noget større end et vokslys? Er der en sol på den anden side af mørket?

Jeg synes på mange måder jeg har vendet mig til ikke at være i et forhold. Jeg har fundet mig tilpas i single livet. Det har taget mig lang tid at komme dertil. Men savnet overskygger ikke længere alt andet.

Jeg føler mig godt tilrette i mit liv. Men samtidig er det ikke ideal tilstanden for mig. Der er en drift i mig efter intimiteten i et romantisk forhold. Det er en mærkelig modsætning, at have det godt der hvor man er, men længes efter noget andet. Jeg vil gerne mærke nærheden af det andet menneske.

Lige nu er det som om kvinden i mit liv, der følger mig som en skygge, leger en leg hvor hun hele tiden holder sig lige uden for min rækkevidde. Hun fascinerer mig ikke mindre af den grund.

Der er en port i grønnegade, hvor grædende kvinder kommer ud af. Det er sket flere gange. Men jeg ved ikke hvorfor. Jeg har ikke endnu ikke trådt over grænsen, og spurgt en af dem om, hvad der er sket dem på den anden side af porten.

Hver gang jeg går forbi kigger jeg ind igennem åbningen. Den er som så mange andre, men den trækker mit blik. Mine arme svinger en smule skævt som de vil dreje mig der ind. Men hver gang retter jeg op og går forbi.

Jeg sidder overfor hende. Vores tale er stille og intim. Hun er henslængt i en lænestol, med en kop te i hånden. Hendes stemme er blød og varm, jeg er tryk som vi sidder der.

Hvorfor jeg ikke har set det tidligere ved jeg ikke, på hendes kind trækker en rød tåre en stribe. Mine lemmer stivner i frygt. Mit inde fryser, jeg ænser ikke andet end den ene røde streg på hendes kind. Hun taler videre med sin glade røst, hvis ikke jeg forfærdedes over blodet ville jeg frydes over den tillid hun viser mig.

Hvorfor rædslen går mig ude af stand til at handle ved jeg ikke, det er som om en snestorm har ramt mine øjne og min krop er blevet til is. Jeg kan mærke kuldegysningerne bevæge sig fra mit bryst og ud langs mine arme til fingerspidserne, men de røre sig ikke.

Det er ikke kun hendes øjne der bløder. Ud af næseborene løber to fine spor mod hendes mund, hvor læberne er farvet klart røde. For hver ny stribe jeg opdager breder frosten sig i mit indre. Huden på den slanke hals er lys og glat, før den skjules af blodet. Håret, der strøget om bag ørene, suger den tyktflydende væske der løber ud af dem.

Hun strækker hænderne frem mod mig og spørger om jeg er okay. Hendes negle er røde og tre store dråber falder tungt mod gulvet. Med et sæt falder jeg af stolen. Jeg ser hende nedefra mens hun rejser sig og bevæger sig ind over mig. Mellem hendes ben breder en mørk plet sig. Hun samler mit ansigt op med sine hænder og spørger mig med rystende stemme hvad der er galt.

En enkelt rød tåre falder fra hendes øje og rammer mit.