Modellen er ikke verden
Vi er nød til at indse at vi tager fejl. Ikke bare en gang i mellem, men altid. En tanke er sand i den forstand at det er sandt at den eksisterer i et flygtigt øjeblik. Men en tanke er ikke sand i den forstand at den udtrykker andet end sig selv. Den kan godt være en forståelse, en model der siger noget om verden. Men den er aldrig sandhed, den er altid et udtryk for en bestemt forståelse eller fortolkning. Den kan ikke indeholde verden. Derfor tager vi altid fejl. Vores modeller af verden er altid behæftet med fejl og aldrig fuldstændige.
Mine modeller er blevet skiftet ud mange gange i løbet af mit liv, og jeg tænker at de vil blive skiftet ud mange gange endnu. Der er dog dele af mine forestillinger som sidder så dybt at de ikke lige står til at ændre. Der er værdier der er lagret i kernen af mit sind, som jeg ikke har adgang til, tit er jeg ikke engang bevidst om deres eksistens. Men det gør dem ikke mere sande. De kan sagtens være lige så værdige til udskiftning som alt det andet.
Derfor forsøger jeg at være ydmyg, at droppe idéen om at have ret, og være ydmyg overfor mig selv, andre og verden. Det er en kunst som jeg på ingen måde mestre, men jeg forestiller mig, at jeg bliver lidt bedre som tiden går.