Uro
Min krop er fyldt med en dyb uro. Jeg finder ingen fred. Når jeg sætter mig ned for at søge indad og finde min base, mit fundament, finder jeg ingen fast grund. Jeg er nød til at tvinge mig selv til at sidde stille. Hvert øjeblik er en kamp om at finde freden.
Uroen starter i mit bryst. Hjertet banker og jeg skal arbejde for at holde min vejrtræning under kontrol. Den bevæger sig op til min skuldre, som vil rejse sig mod himlen. De vil skubbe sig mod mine øre. Alt andet end at blive hvor de er. Men med en fortvivlet vilje holder jeg dem ubevægelige. Det breder sig ud i mine arme, hvor musklerne næsten trækker sig sammen i frustration. De vil spændes, febrilsk holder jeg fast i det fredfyldte ydre. Frustrationen er i mit sind, der er ingen tro på at jeg kan finde roen. Fra armene trænger det ned i hænderne, der vil knyttes til hårde næver. Jeg føler næsten at deres vilje er større end mig, jeg sidder næsten magtesløs, og dog formår jeg ikke at røre mig. Længere ned krybber uroen, helt ud i mine fingre. Trangen til at ryste hænderne er næste ubærlig. Jeg vil have det ud. Jeg kan næsten forestille mig, at hvis jeg bare ryster hårdt nok kommer det ud igennem neglene. Stadig bevæger det sig længere ud, og til sidst slipper det helt, på det alleryderste af fingrene.
Jeg har fred. Bevægelsen fra bryst til fingerspidser har tager minutter eller en evighed, men efter det er overstået oplever jeg et enkelt øjeblik, med en svag afglans af hvad man kunne kalde fred. Men så starter det igen, med uro i hjertet.