Brudet
Hun sidder der allerede, da jeg kommer ind. Med mig ind i rummet mellem os tager jeg den fælles ven. Lænestolen tager blødt i mod hendes vægt. Jeg kan se hun er ked af det allerede. Hendes øjne er røde af gråden. Jeg tror ikke hun ved, hvad jeg har planlagt.
Jeg har forberedt drabet længe, tænkt over hvert ord jeg vil sige, og alligevel svigter modet mig næsten. Den besnærende viden om at det må gøres gør mig kun lige i stand til at tage det næste skridt.
Jeg sætter mig overfor hende i sofaen. Mellem os sætter den fælles ven sig. Den væsen vi igennem vores kærlighed og samværd har skabt. Vennen er resultatet af alt vi har haft i mellem os, og den er alle de uudfoldede muligheder.
Hun har aldrig set vennen. Hun føler tilstedeværelsen dybt i sit sind, men hun ved ikke at dette fælles liv findes. Hun mærker det vi sammen har frembragt, uden at vide. Jeg ved det er sådan. Jeg kan se det i hendes øjne. Hun overser altid vennen.
Hun fornemmer hvad der skal ske på mit nedslåede blik. Jeg har svært ved at møde hendes øjne. Da hun ser mig bliver hendes håb for fremtiden knust, og tilbage står de handlinger som ligger foran os. Det som må gøres.
Jeg starter med at tale. “Jeg kan ikke mere” er mine første ord. Det er det første slag mod den fælles ven. Vennen kigger pÃ¥ mig, forurettet, forulempet og forviret. Hvert ord jeg siger er et slag, og som samtalen former sig bliver mine ord til en klinge, der flænser hans kød.
Der er intet andet at gøre, jeg ved at han må dø. Og dog løber tårene ned af mine kinder, de blander sig med blodet, der er klæber sig til mit ansigt. Det tager sin tid at dræbe det vi har skabt over lang tid, og jeg er omhyggelig, der må intet liv være tilbage når jeg er færdig.
Da jeg endelig er tilfreds med resultatet, er jeg utilfreds med alt andet. Der er stille nu. Vi har ikke flere ord. Alt er dækket i blod. Sofaen havde en anden farve engang, nu er den kun dybrød. Delene af vennen er spredt som en grotesk installation imellem vores to hele kroppe.
Jeg tror hun i sit hjerte har mærket hvad der er sket. Hun hader mig ikke for det endnu, for det har ikke bundfældet sig i hendes sjæl, men det kommer. Hun siger at hun forstår, men hun vil med tiden fyldes af en flammende vrede over hvad jeg i dag har gjort, og så kommer tilgivelsen ikke. Vennen er død nu, der er intet der holder os sammen.
SÃ¥dan forlader jeg hende, siddende i stuen.