I mig

Jeg kom hjem i går efter en weekend i Paris og i sommers var jeg på visit i London. En ting der slog mig var, hvor forskelligt folk virker i de to byers metroer.

Når man kører i London Underground er folk smurt ud over deres sæder, så man nogle gange er nervøs for at de aldrig er i stand til at rejse sig igen. De udstiller sig selv som en flok viljeløse lønzombier, der lader sig trække med strømmen. Tilsyneladende tilfældigt vælter de ud og ind af de gamle tog.

Jeg sad i The Tube med Andreas og betragtede disse mennesker, med døde ansigter. “Commuter Face” kaldte han det, eller pendlerfjæs som den danske oversættelse blev. Folk virker ikke glade, der er intet spil i deres øjne, og der er ikke mange andre stemmer, end en mor der irettesætter sit barn.

I Paris var det anderledes. Der var mange flere der stemmer, og der var grin. Der var stadig folk der hang og så trætte ud. Men de havde ikke samme døde ansigt som i London. Deres øjne havde liv, selv når de stirede ud i luften. Vi sad på et tidspunkt ved siden af fire nordafrikansk udsende mænd i arbejdstøj der diskuterede højlydt. Deres stemmer var fyldt med passion, og de franske gloser blev fyret af som små salver, mens hænderne skrev deres pointer i luften.

Nogle lignende så jeg aldrig i London, og jeg tror det sker sjældent.

Der er nogle reklamer i Midttrafiks busser, “verdensredder.nu” er slogannet. Det pisser mig en lille smule af, hver gang jeg ser dem.

De synes at sige at, hvis man tager bussen er man med til at redde verden, ja, det er vel ikke engang noget de antyder. De siger kræftæderme, at jeg kan redde verden ved at køre i bus. Ikke nok med at de lægger op til, at jeg kan redde verden ved bare, at sidde på min røv, men de gør det sgu med argumentet, at jeg forurener mindre.

Så fordi jeg forurener MINDRE redder jeg verden. Hvad fanden er det for et argument. Det er som at sige at en nazi lejerchef ville være folke redder, hvis han slå halvt så mange ihjel som han kunne have. Nu må de for helvede da tage sig sammen.

Jeg så ham som en hat, der svævede gennem luften. Resten var et sted derunder, jeg ved det, men jeg så det ikke. Kun hatten trådte frem, alt under var som forsvundet i dens skygge. Hattens blik fandt mig hurtigt, og den flød over og satte sig på café stolen overfor mig. Jeg vidste da, at jeg ikke skulle handle med ham, men der et eller andet ved den hat, der bare hang i luften.

Hans første ord var: “Jeg er sikker pÃ¥ jeg kan fÃ¥ dig til at strÃ¥le som en glorie.” MÃ¥ske var det der jeg skulle have gÃ¥et, men tilbudet lød for spænende. “Det siges at de servere velsignet øl her. Den skulle smage himmelsk” Han forsatte næste uden pause. Det lød ikke som om opholdet var for at trække vejret, mere for at jeg skulle fÃ¥ tid til at sluge sætningerne.

“Er du ikke en engel og henter mig en?” Der var et smil under hatten. Jeg kunne ikke se det, for nÃ¥r jeg sÃ¥ pÃ¥ ham, var der ikke andet end hatten, selv smillet forsvandt under den. Lokalet havde virket lyst engang før han trÃ¥dte ind, men nu virkede der kun til at være den mørke hat han bar pÃ¥ sit hoved.

Et ja ville betyde en accept af den aftale han endnu ikke havde givet mig betingelserne af. Et nej ville betyde at jeg aldrig fandt ud af, hvad han havde imod englen og hvorfor den skulle dø. Så jeg rejste mig uden et ord og hentede ham en øl. Temptation stod der på etiketten, jeg tænkte det var passende.

“Det er næsten som om du er guds egen skabning,” var hans tak da jeg igen satte mig. Igen spøgte det drilske smil i underkanten af mit synsfelt. “MÃ¥ske vil du en dag møde skaberen selv.” Det var noget fordækt i løftet, som om han viste at han aldrig ville komme til at indfri det. “SÃ¥ tager han dig nok med ind i Edens have.” Ordene blev nærmest spyttet ud, han havde svært ved at holde latteren tilbage.

Det antydede grin forsvandt sÃ¥ hurtigt igen, at jeg blev i tvivl om det overhovedet havde været der. Hatten svævede igen roligt i luften. “Der er ikke længere nogen i haven, der spiser af kundskabens træ, porten er lukket og lÃ¥st.” Han rejste sig og vippede pÃ¥ hatten som farvel, hans øl var drukket ud, og vi havde afsluttet vores handel.

Det var egentlig en simpel kontrakt. Jeg skulle dræbe en engel, der havde mistet sine vinger og glorie. Den havde være fanget, men i et bur, der ikke kunne holde den. Min belønning var at møde Moderen, min moder, Sommeren der skabte mig. Men det var ikke det der fik mig til at gøre det. Engleblod skulle smage fantastisk, duften være berusende og følelsen på huden fortryllende. Det var en fristelse, der ikke var til at stå for.

Vi er fængslede i os selv. Det er et fængsel vi blev idømt ved vores fødsel, der er ingen vej ud. Vi fortaber os i det jeg vi er. Til det er vi dømte på forhånd. Og dog er vi ikke bundet til andet end os selv. Vi er frie til selv at vælge vores verden, og deri ligge vores største fortabelse, fordømmelse og fængsel.

Jeg sÃ¥ en bekendt nede i byen i tirsdags. Vi kunne kalde ham Bob, det er der sÃ¥ mange andre der gør. Verden kørte langsomt forbi mig, mens jeg beskuede den fra 1′erens panoramavindue.

Bob stod og spiste en isvaffel, eller rettere manden der lignede Bob spiste en isvaffel, for det var slet ikke Bob. Han lignede ellers, ikke så høj, begyndende isse, spinkel af bygning (måske ikke helt så spinkel som Bob), og så spiste han isvaffel præsis som Bob. Ikke at jeg nogen sinde har set Bob spise en isvaffel, men hvis han gjorde, er jeg sikker på at det ville se præsis sådan ud.

Vi er nød til at indse at vi tager fejl. Ikke bare en gang i mellem, men altid. En tanke er sand i den forstand at det er sandt at den eksisterer i et flygtigt øjeblik. Men en tanke er ikke sand i den forstand at den udtrykker andet end sig selv. Den kan godt være en forståelse, en model der siger noget om verden. Men den er aldrig sandhed, den er altid et udtryk for en bestemt forståelse eller fortolkning. Den kan ikke indeholde verden. Derfor tager vi altid fejl. Vores modeller af verden er altid behæftet med fejl og aldrig fuldstændige.

Mine modeller er blevet skiftet ud mange gange i løbet af mit liv, og jeg tænker at de vil blive skiftet ud mange gange endnu. Der er dog dele af mine forestillinger som sidder så dybt at de ikke lige står til at ændre. Der er værdier der er lagret i kernen af mit sind, som jeg ikke har adgang til, tit er jeg ikke engang bevidst om deres eksistens. Men det gør dem ikke mere sande. De kan sagtens være lige så værdige til udskiftning som alt det andet.

Derfor forsøger jeg at være ydmyg, at droppe idéen om at have ret, og være ydmyg overfor mig selv, andre og verden. Det er en kunst som jeg på ingen måde mestre, men jeg forestiller mig, at jeg bliver lidt bedre som tiden går.

Min krop er fyldt med en dyb uro. Jeg finder ingen fred. Når jeg sætter mig ned for at søge indad og finde min base, mit fundament, finder jeg ingen fast grund. Jeg er nød til at tvinge mig selv til at sidde stille. Hvert øjeblik er en kamp om at finde freden.

Uroen starter i mit bryst. Hjertet banker og jeg skal arbejde for at holde min vejrtræning under kontrol. Den bevæger sig op til min skuldre, som vil rejse sig mod himlen. De vil skubbe sig mod mine øre. Alt andet end at blive hvor de er. Men med en fortvivlet vilje holder jeg dem ubevægelige. Det breder sig ud i mine arme, hvor musklerne næsten trækker sig sammen i frustration. De vil spændes, febrilsk holder jeg fast i det fredfyldte ydre. Frustrationen er i mit sind, der er ingen tro på at jeg kan finde roen. Fra armene trænger det ned i hænderne, der vil knyttes til hårde næver. Jeg føler næsten at deres vilje er større end mig, jeg sidder næsten magtesløs, og dog formår jeg ikke at røre mig. Længere ned krybber uroen, helt ud i mine fingre. Trangen til at ryste hænderne er næste ubærlig. Jeg vil have det ud. Jeg kan næsten forestille mig, at hvis jeg bare ryster hårdt nok kommer det ud igennem neglene. Stadig bevæger det sig længere ud, og til sidst slipper det helt, på det alleryderste af fingrene.

Jeg har fred. Bevægelsen fra bryst til fingerspidser har tager minutter eller en evighed, men efter det er overstået oplever jeg et enkelt øjeblik, med en svag afglans af hvad man kunne kalde fred. Men så starter det igen, med uro i hjertet.

Jeg gik en gang i en skov et sted pÃ¥ Sjælland. I det grønne Ã¥bnede træerne sig pludseligt over mig, og for mine fødder kom en skovsø til syne. PÃ¥ breden lÃ¥ en fisk og skreg. “Jeg dør, jeg dør” rÃ¥bte den. “Smid mig i vandet. Jeg dør. Hjælp. Hjælp.” Den var i det hele taget rimeligt irriterende at høre pÃ¥.

Jeg overvejede et kort sekund om jeg bare skulle æde den, men det var jo nok klogest at lade være. Så jeg samlede fisken op og kylede den godt langt ud i søen. Jeg stod lidt og kiggede efter den, og synes egentlig, at det virkede som om, det var noget rigtigt jeg havde gjort.

Pludselig kommer der et fiskehoved til syne i overfladen, og stemmen gjaldede hen over vandet: “Hjælp mig. Hjælp mig. Jeg drukner. Jeg drukner.”

Så vendte jeg mig også og gik min vej, mens skrigeriet langsomt blev svagere bag mig.

Jeg kom en gang forbi en skarabæ. Den rullede afsted med sin store kugle lort, og skraldgrinede så vingerne flagrede. Jeg vidste ikke at der kunne være så stort en latter i så lille et dyr. Den dirrede af en fryd, der var meget større end hvad dens lille krop kunne indeholde.

Latteren tænde urvreden i mig. Jeg ville vide hvad fanden den havde at grine af, som den trillede den varme lort hen over jorden. Hvad der var så satans sjovt ved det. Om den synes at det hele var en stor vittighed.

Men jeg vidste at jeg ikke ville få noget svar. Så jeg spiste den i stedet. Den grinede hele vejen ned igennem halsen på mig, og i min mave. Der hører jeg stadig dens latter.

Hun sidder der allerede, da jeg kommer ind. Med mig ind i rummet mellem os tager jeg den fælles ven. Lænestolen tager blødt i mod hendes vægt. Jeg kan se hun er ked af det allerede. Hendes øjne er røde af gråden. Jeg tror ikke hun ved, hvad jeg har planlagt.

Jeg har forberedt drabet længe, tænkt over hvert ord jeg vil sige, og alligevel svigter modet mig næsten. Den besnærende viden om at det må gøres gør mig kun lige i stand til at tage det næste skridt.

Jeg sætter mig overfor hende i sofaen. Mellem os sætter den fælles ven sig. Den væsen vi igennem vores kærlighed og samværd har skabt. Vennen er resultatet af alt vi har haft i mellem os, og den er alle de uudfoldede muligheder.

Hun har aldrig set vennen. Hun føler tilstedeværelsen dybt i sit sind, men hun ved ikke at dette fælles liv findes. Hun mærker det vi sammen har frembragt, uden at vide. Jeg ved det er sådan. Jeg kan se det i hendes øjne. Hun overser altid vennen.

Hun fornemmer hvad der skal ske på mit nedslåede blik. Jeg har svært ved at møde hendes øjne. Da hun ser mig bliver hendes håb for fremtiden knust, og tilbage står de handlinger som ligger foran os. Det som må gøres.

Jeg starter med at tale. “Jeg kan ikke mere” er mine første ord. Det er det første slag mod den fælles ven. Vennen kigger pÃ¥ mig, forurettet, forulempet og forviret. Hvert ord jeg siger er et slag, og som samtalen former sig bliver mine ord til en klinge, der flænser hans kød.

Der er intet andet at gøre, jeg ved at han må dø. Og dog løber tårene ned af mine kinder, de blander sig med blodet, der er klæber sig til mit ansigt. Det tager sin tid at dræbe det vi har skabt over lang tid, og jeg er omhyggelig, der må intet liv være tilbage når jeg er færdig.

Da jeg endelig er tilfreds med resultatet, er jeg utilfreds med alt andet. Der er stille nu. Vi har ikke flere ord. Alt er dækket i blod. Sofaen havde en anden farve engang, nu er den kun dybrød. Delene af vennen er spredt som en grotesk installation imellem vores to hele kroppe.

Jeg tror hun i sit hjerte har mærket hvad der er sket. Hun hader mig ikke for det endnu, for det har ikke bundfældet sig i hendes sjæl, men det kommer. Hun siger at hun forstår, men hun vil med tiden fyldes af en flammende vrede over hvad jeg i dag har gjort, og så kommer tilgivelsen ikke. Vennen er død nu, der er intet der holder os sammen.

SÃ¥dan forlader jeg hende, siddende i stuen.